Jeg nyder, at der er debat om faget håndarbejde, at der kommer fokus på at det er et vigtigt fag.
Jeg har arbejdet på en steinerskole, hvor jeg har haft super dejlige oplevelser med at undervise.
Jeg har nu flere gange prøvet at skrive om det og få det hele med. Det går slet ikke; det er for stort og omfattende.
Det jeg oplever med de yngste elever med uld og strikkepinde er en anden verden end de ældste, der bruger symaskinen og undersøger mekanik og produktion. Og de der små nuttede uld dukker har det med at forfører mig, så de hele tiden kommer i fokus…
Men så kom jeg i tanke om min allerførste undervisnings time, hvor jeg havde en ny vikar med. Se hvad han skrev bagefter:
Lidt senere var det så en 7. klasse, hvor jeg skulle gå til hænde hos læreren, der med stille stemmeføring fortalte, at det her handlede om håndarbejde. Om bordet sad seje teenagere af begge køn. På bordet stod fem symaskiner. Alle lyttede. Og selvfølgelig burde jeg have vist, hvad der nu skulle ske. De skulle tegne symaskinen med alle knapperne og dimserne og senere hen hver vælge en knap, hvis funktion de skulle fortælle de andre om.
Det var på alle måde en rystende oplevelse at måtte indse, at det er genialt at sætte børn til at tegne deres omverden og det, der er i den.
“Thi den der har set og beskrevet, har tilegnet sig sin omverden,” siger et gammelt ordsprog.
Flemming Pless, Amagerbladet 16. marts 2009
Efter den time var jeg solgt. Engament og nysgerighed over hele linjen.
Lykken er sgu at undervise.
Og du er bare så god til det :).
Knus
Tak, Synne 🙂
Dejligt, -men hvad lavede Flemming Pless som skolevikar?
Han var vikar et stykke tid – tror han nød at komme ud og mærke andre sider af livet 🙂